Nu har jeg efterhånden været hjemme i et par uger, og det hele er ved at blive til en dagligdag som det nu foregår i Danmark. Man vågner går på job, kommer hjem spiser aftensmad og måske er sammen med venner/familie. Jeg er bare i den situation at jeg ikke har noget job, så jeg har brugt masser af tid til at tænke over vores gøremål og oplevelser i Uganda.
Jeg tænker at man sagtens kunne havde gjort tingene anderledes, man er jo altid klogere bag efter, men jeg fortryder intet jeg har gjort på børnehjemmet. Jeg har handlet og ageret ud fra min pædagogiske og danske erfaringer, og der fra handlet på den måde der var mulig.
Jeg savner at der er brug for én, som jeg i den grad følte der var i Uganda, hvor efter at jeg er kommet hjem føler mig meget ensom og ''ubrugelig''. Nu når jeg er kommet hjem, er der en masse der spørger om hvordan det hele har været og folk vil meget gerne høre historier dernede fra, men det er bare ikke altid at alle forstår de problemer og udfordringer vi har haft.
Så at føle sig ensom og ubrugelig, og problemet med at ikke lige alle forstår én har bestemt været en af problemerne ved at vende hjem igen.
Og nå ja ikke mindst, at jeg savner børnene. Jeg har aldrig før prøvet at knytte så tætte og stærke relationer på så kort tid, på trods af at man ikke kan kommunikerer med børnene. Så jeg har bestemt lært at sproglig kommunikation ikke altid behøver at være den eneste måde at kommunikerer på, det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen, men det er noget helt andet når man prøver det på egen krop.
Jeg håber at i har fået et godt indblik i hvad jeg har oplevet i Uganda, nu slutter min fantastiske og uforglemmelige rejse. Tak fordi i læste med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar