Nu har jeg efterhånden været hjemme i et par uger, og det hele er ved at blive til en dagligdag som det nu foregår i Danmark. Man vågner går på job, kommer hjem spiser aftensmad og måske er sammen med venner/familie. Jeg er bare i den situation at jeg ikke har noget job, så jeg har brugt masser af tid til at tænke over vores gøremål og oplevelser i Uganda.
Jeg tænker at man sagtens kunne havde gjort tingene anderledes, man er jo altid klogere bag efter, men jeg fortryder intet jeg har gjort på børnehjemmet. Jeg har handlet og ageret ud fra min pædagogiske og danske erfaringer, og der fra handlet på den måde der var mulig.
Jeg savner at der er brug for én, som jeg i den grad følte der var i Uganda, hvor efter at jeg er kommet hjem føler mig meget ensom og ''ubrugelig''. Nu når jeg er kommet hjem, er der en masse der spørger om hvordan det hele har været og folk vil meget gerne høre historier dernede fra, men det er bare ikke altid at alle forstår de problemer og udfordringer vi har haft.
Så at føle sig ensom og ubrugelig, og problemet med at ikke lige alle forstår én har bestemt været en af problemerne ved at vende hjem igen.
Og nå ja ikke mindst, at jeg savner børnene. Jeg har aldrig før prøvet at knytte så tætte og stærke relationer på så kort tid, på trods af at man ikke kan kommunikerer med børnene. Så jeg har bestemt lært at sproglig kommunikation ikke altid behøver at være den eneste måde at kommunikerer på, det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen, men det er noget helt andet når man prøver det på egen krop.
Jeg håber at i har fået et godt indblik i hvad jeg har oplevet i Uganda, nu slutter min fantastiske og uforglemmelige rejse. Tak fordi i læste med.
mandag den 4. august 2014
mandag den 9. juni 2014
Før hjem rejsen
Nu er der ikke længe til hjemrejse tid.
Denne oplevelse har været noget af det mest fantastiske jeg nogen sinde har prøvet, der har været mange ned og opture, som alle sammen er med til at give mig et syn på hvordan jeg vil være som fremtidig pædagog.
Her er nogle spørgsmål, som understøtter min pædagogiske viden og udvikling.
Denne oplevelse har været noget af det mest fantastiske jeg nogen sinde har prøvet, der har været mange ned og opture, som alle sammen er med til at give mig et syn på hvordan jeg vil være som fremtidig pædagog.
Her er nogle spørgsmål, som understøtter min pædagogiske viden og udvikling.
Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet? – Min danske baggrund har påvirket mit pædagogiske arbejde, på den måde at jeg er meget blød og kærlig overfor børnene. Jeg er ikke typen der presser børnene ud i noget de ikke har lyst til, men i stedet anerkender og opfordre dem til at gøre gode handlinger. Jeg er også den pædagogiske type der elsker at sidde og kramme og lege med børnene, dette er børnene ikke vant til fra deres care-takers. De elsker at der er nogen der gider at lege med dem, og være den sjove type. Min danske baggrund gør også at jeg ikke vel ser at slå og straffe børn, hvilket har været en stor udfordring.
fortsættes....
fortsættes....
Fx ud fra hvilke problemer, udfordringer og dilemmaer du har stået i? Hvad har du lært om dig selv? Hvilke kompetencer har du udviklet? – Hvilke nye og anderledes måde at agere på har du opdaget hos dig selv? – På hvilken måde ville du være anderledes hvis du ikke havde været i udlandspraktik? - På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig? - hvorledes reagerer du i fremmede forhold - Er der noget i dit menneskesyn og barnesyn der evt. har ændret sig – andet
mandag den 2. juni 2014
Kultur indlæg
Nu er tiden kommet til et kultur indlæg.
Jeg vil komme ind på kulturen på selve børnehjemmet, Iganga Babies Home.
Institutionen er ikke inddelt i grupper som sådan, men er dog præget af religion, og den kultur her er hernede.
Iganga Babies home er et kristent børnehjem, som er drevet af Nonnerne. Det religiøse kommer til udtryk på den måde, at børnene går i kirke, ber bordbøn, og ber til gud og Jesus. Selvom børnehjemmet er kristent præget, er der også muslimske børn og care-takers, men børnene bliver opdraget i den kristne tro.
Ellers er det meget sådan at børnene klare sig selv, og hjælper de mindre børn. De går meget ind for at børnene skal kunne klare sig selv, også selvom de kun er 2 år. Så børnene hernede er meget selvstændige og veludviklet på den plan, at de selv kan tage tøj på, de spiser selv, de går når de ikke er særlig gamle. Børnene er meget afhængig af hinanden, stort set alt hvad de gør, afspejler de hos de større børn.
Vi har ikke oplevet nogle kristne fester i den tid vi har været hernede, men vi har dog fået indblik i nogle kristne hellig dage som vi ikke bruger i Danmark. F.eks Heros day, som er en hellig dag hvor man hylder præsidenten i landet.
Hvordan bliver forældrene/kontakt personerne til børnene inddraget i institutions livet? Det er meget forskelligt hvor meget de enkelte forældre er inddraget i deres børns liv. Nogle af børnene har slet ingen kontakt til deres forældre, og andre ser deres forældre i ferierne. Men de fleste børn er også afleveret på børnehjemmet fordi begge deres forældre er døde, eller fordi de kun har én forældre som ikke kan forsørge dem. Der er også børn som er blevet afleveret på posthuset da de kun var 1 dag gammel, også er der dem hvis forældre kommer tilbage og henter dem når de er færdige med deres uddannelse. Så grunden til at børnene er kommet på Iganga Babies home er meget forskelligt fra barn til barn.
Menneskesyn/udviklingssyn:
Ud fra hvad Michelle og jeg har observeret og set, så syntes vi ikke at børnene har særlig meget indflydelse på hvad de vil og hvad de har lyst til. Vi syntes at synet på børnene er meget nedladende hernede, de griner tit af børnene hvis der er noget de ikke kan finde ud af. Men til gengæld er de ret gode til at stille krav til børnene, de forventer at de kan en masse ting. Det kan jeg både se gode og dårlige ting ved, men i forhold til Danmark så stiller de helt klart flere krav end hvad vi gør til børnene i Danmark.
Jeg vil komme ind på kulturen på selve børnehjemmet, Iganga Babies Home.
Institutionen er ikke inddelt i grupper som sådan, men er dog præget af religion, og den kultur her er hernede.
Iganga Babies home er et kristent børnehjem, som er drevet af Nonnerne. Det religiøse kommer til udtryk på den måde, at børnene går i kirke, ber bordbøn, og ber til gud og Jesus. Selvom børnehjemmet er kristent præget, er der også muslimske børn og care-takers, men børnene bliver opdraget i den kristne tro.
Ellers er det meget sådan at børnene klare sig selv, og hjælper de mindre børn. De går meget ind for at børnene skal kunne klare sig selv, også selvom de kun er 2 år. Så børnene hernede er meget selvstændige og veludviklet på den plan, at de selv kan tage tøj på, de spiser selv, de går når de ikke er særlig gamle. Børnene er meget afhængig af hinanden, stort set alt hvad de gør, afspejler de hos de større børn.
Vi har ikke oplevet nogle kristne fester i den tid vi har været hernede, men vi har dog fået indblik i nogle kristne hellig dage som vi ikke bruger i Danmark. F.eks Heros day, som er en hellig dag hvor man hylder præsidenten i landet.
Hvordan bliver forældrene/kontakt personerne til børnene inddraget i institutions livet? Det er meget forskelligt hvor meget de enkelte forældre er inddraget i deres børns liv. Nogle af børnene har slet ingen kontakt til deres forældre, og andre ser deres forældre i ferierne. Men de fleste børn er også afleveret på børnehjemmet fordi begge deres forældre er døde, eller fordi de kun har én forældre som ikke kan forsørge dem. Der er også børn som er blevet afleveret på posthuset da de kun var 1 dag gammel, også er der dem hvis forældre kommer tilbage og henter dem når de er færdige med deres uddannelse. Så grunden til at børnene er kommet på Iganga Babies home er meget forskelligt fra barn til barn.
Menneskesyn/udviklingssyn:
Ud fra hvad Michelle og jeg har observeret og set, så syntes vi ikke at børnene har særlig meget indflydelse på hvad de vil og hvad de har lyst til. Vi syntes at synet på børnene er meget nedladende hernede, de griner tit af børnene hvis der er noget de ikke kan finde ud af. Men til gengæld er de ret gode til at stille krav til børnene, de forventer at de kan en masse ting. Det kan jeg både se gode og dårlige ting ved, men i forhold til Danmark så stiller de helt klart flere krav end hvad vi gør til børnene i Danmark.
torsdag den 8. maj 2014
Hverdagens frustrationer - eksempel
Efter at havde været på ferie i Danmark i 3 uger, er jeg endelig tilbage på børnehjemmet i Iganga. Det er virkelig dejligt, at se børnene igen, men når det kommer til care-takersne så er det en lidt blandet følelse.
Michelle har været udsat for en meget ubehagelig situation imens jeg var i Danmark. Disse situationer sker ofte, men da denne er lidt værre vil jeg dele den med jer.
Taget fra Michelles indlæg om situationen:
Jeg er kommet i en rigtig svær situation Katja er i Danmark så jeg er alene på børnehjemmet og tingene er begyndt at gå rigtig skidt mellem caretakersne og mig.
Der har nu gentagene gange været nogle rigtig voldsomme episoder med vold mod et af børnene. Jeg vil prøve at beskrive den:
Pernille var heldigvis på besøg. Vi sidder ved spædbørnene og slapper af. de store børn har lige drukket eftermiddags mælk. Pludselig hører vi et skrig så højt så vi tror nogen er kommet meget slemt til skade. Jeg kender med det samme gråden. det er Gotfred. Den lille dreng med vand i hovedet de ikke kan gå. Jeg ser hen på den runde ting hvor de store spiser og ser en af caretakersne stå og slå gentagende gange med en stor kæp (ca en meter lang og en cm tyk). Jeg skynder mig derhen og da jeg ser Gotfred der prøver at afvige hendes slag ved at tage hænderne op foran ansigtet, spørger jeg hvad der foregår. Intet svar. Hun er i gang med at prøve at få ham til at gå. Han er nøgen og hun tvinger kæppen ind i maven på ham så han kan tage fat i den og gå, men han nægter at rejse sig op så hun slår ham. ved siden sidder der en anden caretaker og griner af ham. Nu stiller hun sig bag ham og prøver at rejse ham op med kæppen. Men han skriger og skriger bare. Jeg siger til hende at kun tydelig vis kan se at han ikke har lyst. Hun stopper lidt og giver ham tøj på. men fortsæter så med at true ham med kæppen. Han kigger hen på mig mens han bare skriger mammi til mig (Jeg er hans mammi) Og jeg begynder at tude. jeg går hen til Pernille som står lidt derfra og har fået filmet noget af episoden. hun siger til mig at de ikke må se at jeg græder. Jeg siger på engelsk så de caretakers der nu er kommet til og kigger på. At han ikke har lyst til at gå når det skal være sådan de behandler ham. Caretakeren smidder kæppen væk og går ind og henter Gotfreds gåvogn i stedet. Hun tvinger han efter den og går om på den anden side af huset. Han er nu stoppet med at græde. Han går ikke længe før hun ikke gider mere og tager gåvognen og går ind for at lægge sig. Jeg skynder mig hen til Gotfred og tager ham op og holder ham resten af dagen.
Det var en virkelig ubehagelig situation at stå i. For det første fordi jeg stivnede og ikke gjorde noget. Men der ligger en del bag. På det sidste er jeg i meget høj grad blev mobbet og bagtalt af caretakersne og de mobber de børn der godt kan lide hvide. Gotfred og jeg har fået et meget tæt forhold. Men det skal han bøde for så snart jeg ikke er til stede. han er en mzungo elsker!
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Situationen med kæppen har gentaget sig et par gange nu. men i det mindste stoppe hun så snart jeg kommer derhen. Jeg kan ikke slippe Gotfred af syne uden at han bliver hånet, drillet eller slået. og samtidig har jeg virkelig ikke lyst til at være her.
Sister Eva har ikke været hjemme et stykke tid nu og der er ikke rigtig nogen af de andre jeg kan snakke med. Jeg har den sidste halvdel af episoden på film og den ville jeg vise til Sister Eva når Katja kommer. Men der er lang tid til onsdag. og hvis jeg siger noget hvilken konsekvens vil det så have. Vil caretakersne hade mig endnu mere. Og hvis jeg ikke gør noget går det ud over Gotfred og det er ikke en mulighed.
Mega lorte situation
Michelle har været udsat for en meget ubehagelig situation imens jeg var i Danmark. Disse situationer sker ofte, men da denne er lidt værre vil jeg dele den med jer.
Taget fra Michelles indlæg om situationen:
Jeg er kommet i en rigtig svær situation Katja er i Danmark så jeg er alene på børnehjemmet og tingene er begyndt at gå rigtig skidt mellem caretakersne og mig.
Der har nu gentagene gange været nogle rigtig voldsomme episoder med vold mod et af børnene. Jeg vil prøve at beskrive den:
Pernille var heldigvis på besøg. Vi sidder ved spædbørnene og slapper af. de store børn har lige drukket eftermiddags mælk. Pludselig hører vi et skrig så højt så vi tror nogen er kommet meget slemt til skade. Jeg kender med det samme gråden. det er Gotfred. Den lille dreng med vand i hovedet de ikke kan gå. Jeg ser hen på den runde ting hvor de store spiser og ser en af caretakersne stå og slå gentagende gange med en stor kæp (ca en meter lang og en cm tyk). Jeg skynder mig derhen og da jeg ser Gotfred der prøver at afvige hendes slag ved at tage hænderne op foran ansigtet, spørger jeg hvad der foregår. Intet svar. Hun er i gang med at prøve at få ham til at gå. Han er nøgen og hun tvinger kæppen ind i maven på ham så han kan tage fat i den og gå, men han nægter at rejse sig op så hun slår ham. ved siden sidder der en anden caretaker og griner af ham. Nu stiller hun sig bag ham og prøver at rejse ham op med kæppen. Men han skriger og skriger bare. Jeg siger til hende at kun tydelig vis kan se at han ikke har lyst. Hun stopper lidt og giver ham tøj på. men fortsæter så med at true ham med kæppen. Han kigger hen på mig mens han bare skriger mammi til mig (Jeg er hans mammi) Og jeg begynder at tude. jeg går hen til Pernille som står lidt derfra og har fået filmet noget af episoden. hun siger til mig at de ikke må se at jeg græder. Jeg siger på engelsk så de caretakers der nu er kommet til og kigger på. At han ikke har lyst til at gå når det skal være sådan de behandler ham. Caretakeren smidder kæppen væk og går ind og henter Gotfreds gåvogn i stedet. Hun tvinger han efter den og går om på den anden side af huset. Han er nu stoppet med at græde. Han går ikke længe før hun ikke gider mere og tager gåvognen og går ind for at lægge sig. Jeg skynder mig hen til Gotfred og tager ham op og holder ham resten af dagen.
Det var en virkelig ubehagelig situation at stå i. For det første fordi jeg stivnede og ikke gjorde noget. Men der ligger en del bag. På det sidste er jeg i meget høj grad blev mobbet og bagtalt af caretakersne og de mobber de børn der godt kan lide hvide. Gotfred og jeg har fået et meget tæt forhold. Men det skal han bøde for så snart jeg ikke er til stede. han er en mzungo elsker!
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Situationen med kæppen har gentaget sig et par gange nu. men i det mindste stoppe hun så snart jeg kommer derhen. Jeg kan ikke slippe Gotfred af syne uden at han bliver hånet, drillet eller slået. og samtidig har jeg virkelig ikke lyst til at være her.
Sister Eva har ikke været hjemme et stykke tid nu og der er ikke rigtig nogen af de andre jeg kan snakke med. Jeg har den sidste halvdel af episoden på film og den ville jeg vise til Sister Eva når Katja kommer. Men der er lang tid til onsdag. og hvis jeg siger noget hvilken konsekvens vil det så have. Vil caretakersne hade mig endnu mere. Og hvis jeg ikke gør noget går det ud over Gotfred og det er ikke en mulighed.
Mega lorte situation
onsdag den 26. marts 2014
Vores Børn
På Iganga Babies Home, er der en masse børn med en barsk fortid, derfor har de alle forskellige behov. Men de har dog alle et fælles behov, og det er kærlighed og anerkendelse.
Her er jeg sammen med Mama (Magaret)
Mama, er psykisksyg, har talebesvær, spiser kun flydende kost, og har sociale vanskeligheder. Hun har en flaske med grus i, som hun slår sig selv i hovedet med, for at få lyd og musik. Hun elsker at rode i vores hår, lyde, musik, film og klappe. Hun er meget taktil anlagt, og søger taktil stimulering. Trods alt dette, er hun et fantastisk barn der har brug for masser af kærlighed!
Der er rigtig mange børn som er meget usikre på sig selv, og det kan man godt forstå når de er vant til at blive slået, truet, mobbet osv af care-takersne.
Børnene ved udmærket hvad de kan søge hos Michelle og jeg, og de bruger os. Hver gang de er ked af det, hver gang de vil have opmærksomhed, når de vil lege, når de vil have en krammer. Også hver gang Michelle og jeg kommer hjem fra en weekend tur, så kommer børnene løbene i armene på os. Det er virkelig rart at se at vores arbejde med børnene smitter af på dem, vi har nu nogle meget glade børn, som ved at vi er der for deres skyld.
Mama, er psykisksyg, har talebesvær, spiser kun flydende kost, og har sociale vanskeligheder. Hun har en flaske med grus i, som hun slår sig selv i hovedet med, for at få lyd og musik. Hun elsker at rode i vores hår, lyde, musik, film og klappe. Hun er meget taktil anlagt, og søger taktil stimulering. Trods alt dette, er hun et fantastisk barn der har brug for masser af kærlighed!
Børnene er meget omsorgs søgende
Alle børnene på børnehjemmet har meget forskellige baggrund, og har derfor forskellige behov. Michelle og jeg ved udmærket godt at vi ikke kan rede problemerne på børnehjemmet, men i den tid vi er der, vil vi gøre vores bedste for at de har en god tid sammen med os.
Gotfred, 2,5 år, lider af vand i hovedet (hydrocephalus).Sygdommen er med til at gøre at Gotfred er senere udviklet. Trods hans 2,5 år kan han stadig ikke gå, hvilket er hans sygdom der hæmmer ham i den fysiske udvikling. Børnehjemmet har to gangstænger hvor han bliver placeret så han kan støtte sig til dem, men Gotfred har gået der så mange gange og finder det ikke længere som en udfordring. Michelle og jeg lader ham gå andre steder, dog hvor han holder os i hænderne. Han er ikke meget for at gå hvis vi kun holder ham i den ene hånd, men vi opmuntre ham, anerkender ham, og viser ham at det ikke er farligt. Da vi kom til børnehjemmet var Gotfred en meget trist dreng, han manglede selvtillid og havde ingen gode erfaringer med at gå. Det hat dog ændret sig en del siden Michelle og jeg kom. Fordi vi arbejder anerkendende med ham, er han blevet en rigtig glad dreng, og vil meget gerne gå især når han er glad og bliver opmuntret i stedet for at blive tvunget til det. De andre børn er også blevet bedre til at inkludere ham i legene, og har fundet ud af at Gotfred har nogle gode værdier.
Så har vi Steven som er meget hyper. Han skal hele tiden stimuleres, og han har ikke styr på sin egen krop, han er slet ikke klar over hvad den kan, og dette bringer ham i nogle ureagerlige situationer. Dette bliver han straffet for, både på børnehjemmet og i skolen.
Jeg prøver at vise Steven hvordan man kan få god opmærksomhed, og det prøver jeg ved at få ham til at slappe mere af. Så jeg stimulerer hans sanser, blandt andet den vestibulære sans og den taktile sans. Jeg prøver at stimulerer han vestibulære sans ved at svinge ham rund, og vende ham på hovedet for at styrke balancen så han ikke falder og snubler over en kridtstreg. Jeg stimulerer den taktile sans ved hjælp af massage, men det var dog lidt svært i starten at få ham til at slappe af, men han er blevet bedre til at slappe af og finde ro når han sidder hos enten Michelle eller jeg.
Brian er en dreng der lever på "Dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed".
Han er inderst inde bare en dreng der trænger til at blive set og hørt.
Han stjæler altid fra de andre, selvom han ved det ender med skæld ud og slag. Han provokere bevidst ved at grine af én hvis man prøver at skælde ham ud og han kan finde på at hive tissemanden frem og tisse på dig. Nogle dage er han i det humør hvor der intet skal til at han begynder at græde. Det kan være den mindste ting. I skolen siger han ikke meget, han bliver næsten ikke set. Og på børnehjemmet ligger man kun mærke til ham når han laver ballade. Hvis Brian får skæld ud, står han bare og griner en op i ansigtet, men jeg tænker at det er den eneste form for opmærksomhed han får. Han er virkelig en dreng der savner at blive set og hørt, og det er så hans måde at udtrykke det på. Når han prøver at få opmærksomhed går det ud over de andre børn, han slår og niver dem. Ellers græder han meget over ingen ting, for at få den opmærksomhed andre får når de græder. Jeg er blevet meget opmærksom på at Brian skal have ros, når han gør nogle gode ting, så han ved at der også er god opmærksomhed, og det har virkelig hjulpet Brian. Han har selvfølgelig stadig dårlige dage, men nu ved jeg bedre hvordan jeg skal tackle hans svære situation.
Han stjæler altid fra de andre, selvom han ved det ender med skæld ud og slag. Han provokere bevidst ved at grine af én hvis man prøver at skælde ham ud og han kan finde på at hive tissemanden frem og tisse på dig. Nogle dage er han i det humør hvor der intet skal til at han begynder at græde. Det kan være den mindste ting. I skolen siger han ikke meget, han bliver næsten ikke set. Og på børnehjemmet ligger man kun mærke til ham når han laver ballade. Hvis Brian får skæld ud, står han bare og griner en op i ansigtet, men jeg tænker at det er den eneste form for opmærksomhed han får. Han er virkelig en dreng der savner at blive set og hørt, og det er så hans måde at udtrykke det på. Når han prøver at få opmærksomhed går det ud over de andre børn, han slår og niver dem. Ellers græder han meget over ingen ting, for at få den opmærksomhed andre får når de græder. Jeg er blevet meget opmærksom på at Brian skal have ros, når han gør nogle gode ting, så han ved at der også er god opmærksomhed, og det har virkelig hjulpet Brian. Han har selvfølgelig stadig dårlige dage, men nu ved jeg bedre hvordan jeg skal tackle hans svære situation.
Der er rigtig mange børn som er meget usikre på sig selv, og det kan man godt forstå når de er vant til at blive slået, truet, mobbet osv af care-takersne.
Børnene ved udmærket hvad de kan søge hos Michelle og jeg, og de bruger os. Hver gang de er ked af det, hver gang de vil have opmærksomhed, når de vil lege, når de vil have en krammer. Også hver gang Michelle og jeg kommer hjem fra en weekend tur, så kommer børnene løbene i armene på os. Det er virkelig rart at se at vores arbejde med børnene smitter af på dem, vi har nu nogle meget glade børn, som ved at vi er der for deres skyld.
Referat af møde med Anja d. 26 Februar
For en måned siden, havde vi et møde på børnehjemmet med vores kontakt person Anja, som bor i byen Jinja, som ligger 45 min fra Iganga.
Dette er et referat af mødet. Og det skal lige siges, at det er en måned siden, så nogen ting er blevet væsentligt nemmere at håndtere.
Dette er et referat af mødet. Og det skal lige siges, at det er en måned siden, så nogen ting er blevet væsentligt nemmere at håndtere.
Besøg Iganga babies home 26-02-14
Møde med Michelle og Katja og Sister Eva - referat Anja Christiansen
Jeg har nu været på besøg I Iganga og brugt
nogle gode timer samme med Katja og Michelle. Min vurdering er at de pt er et
godt stykke ned ad krisekurven. Dette har flere årsager. En af årsagerne er
naturligvis kulturforskelle som de andre praktikanter også oplever I forhold
til hvordan man håndtere børn fx når
care takers slår børnene dog meget ikke “alvorligt” som vi har set før men
alligevel…. De bliver de lige tjattet til når de gør noget forkert.
Det værste er dog at kommunikationen mellem
caretakers som er de kvinder der tager sig af børnenes daglige behov
overhovedet ikke fungerer. Dette skyldes overvejende at caretakers næsten ikke
taler engelsk men også at flere af dem er mere eller mindre analfabeter.
Medførerende at der ikke “kun” er en kulturel barriere men også en sproglig og uddannelsesmæssig
barriere mellem praktikanterne og deres nærmeste kollegaere. Dette er
naturligvis svært at håndtere for Katja og Michelle da det kræver meget
overskud som de pt ikke rigtigt har. De føler også at caretakers taler om dem
på deres eget sprog også når de er tilstede.
De er heldivis meget glade for at bo på
børnehjemmet, får god mad og har et godt forhold til søstrene og lærerene på
skolen og ikke mindst børnene som de er rigtig glade for og vis a vis. Oven I
den vanskelige arbejdssituation har de også haft nogle andre uheldige
oplevelser bla I Jinja hvor de er blevet antastet og intimideret af nogle dumme
mænd på begge de hoteller de har boet på. Det ene Bilkon. Jeg har nu forslået
at de næste gang bor på TimTon hvor de kan bo på et dobbelt værelse for 30.000.
De føler sig heller ikke helt sikre I Iganga hvor der bliver råbt mzunungo
efter dem og værre de bliver taget I armene.
Løsninger:
- De bliver boende på børnehjemmet. Jeg har stadig en hostfamily
I den anden ende af Iganga men da de får fri kl.19 er det ikke tilrådeligt
at de hver dag skal tage gennem byen når de I forvejen ikke føler sig
sikre..
- Få og simple arbejdsmål formuleres. Mit forslag er at Katja og
Michelle I samarbejde med Peter får lavet de arbejdsmål snarest. De
beskriver selv deres rolle pt som “lege onkler” men som jeg kan se det gør
de dog en hel del mere.
Kommunikationen
mellem caretakers og praktikanterne må og skal forbedres. Jeg har forslået at
praktikanterne allierer sig med en lærer eller en søster som de har et godt
forhold til og når arbejdsopgaverne er fastlagte videreformidler Katja og
Michelle dem til caretakers via en oversætter således at alle ved hvad de skal
lave og ikke mindst hvorfor.
Det er nok lidt af en udfordring at videreformidle pædagogiske mål til en målgruppe som er mere
eller mindre analfabeter men det kan måske også være en del af opgaven?
Denne oversætter skulle gerne fortsætte med at hjælpe med at være
brobygger. Jeg har forlagt dette for Sister Eva som syntes det er en god
ide.
- Skypemøde med Peter. Jeg har forslået at I tager et skypemøde frem for udelukkende at kommunikere på FB. Katja og Michelle vil sende nogle punkter de gerne vil diskuttere på forhånd så Peter har noget at forholde sig til.
- Jeg har snakket med Sister Eva om de overnævnte problemer omkring at børnene bliver slået, den mangelfulde kommunikation med caretakers og at Katja og Michelle ikke føler sig så sikre I UG. Hun har lovet at være mere opmærksom på om der bliver slået for meget for hårdt men også realistisk I forhold til at det er kulturen her og at det er svært at håndtere mange børn på en gang som jo ikke har en god familie baggrund. Hun fortalt også at hun selv var lige ved at slå et barn for et par dage siden da barnet med en kæp for anden gang begyndte at smadre el-pærere I loftet. Hun vil gerne støtte op om at forbedre kommunikationen mellem caretakers og praktikanter. Hun fremhæver at de er glade for Michelle og Katja og de ting de laver på børnhjemmet og skolen.
- Michelle og Katja skal forsøge at bruge de lærere på skolen som de har et godt forhold til noget mere og også snakke mere med søstrene om deres udfordringer I forhold til kommunikation og om at bo I Uganda.
- Vi har aftalt at de må gerne kontakte mig hvis de har brug for
at tale om løst og fast.
søndag den 16. marts 2014
Hvordan tackler vi problemerne i hverdagen?
Dagene begynder mere og mere at føles som en hver dag, der er kommet faste rutiner på. Alle de indtryk man fik i starten, er begyndt at blive en del af ens hverdag. I starten var vi helt i chok over at børnene ikke brugte bleer, og at de bare fik lov til at rende rundt i deres våde bukser, men i dag har vi fundet vores egen måde at tackle problemet på. Hver gang der er et barn der tisser i bukserne, tager vi bukserne af og skyller dem op og hænger dem ud i skolen, så de kan bruges senere på dagen. På den måde mindsker vi bakterierne, og sparer på vasketøjet.
Så er der de små børn 6 mdr - 2 år, hver gang de laver lort, bliver de vasket af deres care-takers. Vi viser interesse og hjælper med at vaske og give børnene tøj på. De helt små bliver ikke stimuleret og der leges heller ikke med dem. Dem der kan gå, render lidt rundt og leger med de andre børn. Men dem der ikke kan gå eller kravle, sidder på deres flade dagen lang. Michelle og jeg prøver at stimulerer børnene igennem leg, og vi svinger dem fra side til side i et lagen, som er med til at stimulerer deres vestibulære sans (balancen)
Lille Jeske
Grandma sammen med Edwin, som er i huset med de små børn
Hvordan tackler vi at de slår børnene?
For at skåne os selv, vender vi kinden til de svære ting vi oplever, man kan ikke ændre på den måde de gør tingene på, selvom vi rigtig gerne vil præge dem til at have mere fokus på hygiejnen, at være mere omsorgsfuld og være mere bevidst om hvad det enkelte barn har behov for. Vi ignorer ikke at de slår og daffer lidt til børnene, vi spørger ind til hvad børnene har gjort og hvorfor de skulle straffes, men da det er så stor en del af deres kultur, kan vi desværre ikke ændre på det, selvom vi meget gerne ville. I fællesskab er Michelle og jeg gode til, at reflekterer over de ubehagelige ting vi oplever. Vi snakker om hvad vi kunne havde gjort, og hvorfor vi tror at care-takersne gør som de gør.
Børnene på børnehjemmet har meget svært ved at føle empati overfor de andre børn, hvis der er noget de bliver sure over, så slår de hinanden. Men det er jo ikke underligt, de er jo vant til at hvis man gør noget forkert så bliver man slået. De lærer jo hvad care-takersne gør, og gør det samme, de er nemlig deres rolle modeller. Når børnene slår hinanden fortæller vi dem at det ikke er iorden, problemet er bare at børnene ikke forstår engelsk, og må bruge vores kropssprog i stedet. Vi prøver at hjælpe børnene med at finde en ting som de kan være fælles om at lege med, hernede er man bare ikke så god til at dele. Så at dele og have empati overfor hinanden, er helt klart noget vi vil arbejde med.
Så er der de små børn 6 mdr - 2 år, hver gang de laver lort, bliver de vasket af deres care-takers. Vi viser interesse og hjælper med at vaske og give børnene tøj på. De helt små bliver ikke stimuleret og der leges heller ikke med dem. Dem der kan gå, render lidt rundt og leger med de andre børn. Men dem der ikke kan gå eller kravle, sidder på deres flade dagen lang. Michelle og jeg prøver at stimulerer børnene igennem leg, og vi svinger dem fra side til side i et lagen, som er med til at stimulerer deres vestibulære sans (balancen)
Mig sammen med Sulla og Gottfrey
Hvordan tackler vi at de slår børnene?
For at skåne os selv, vender vi kinden til de svære ting vi oplever, man kan ikke ændre på den måde de gør tingene på, selvom vi rigtig gerne vil præge dem til at have mere fokus på hygiejnen, at være mere omsorgsfuld og være mere bevidst om hvad det enkelte barn har behov for. Vi ignorer ikke at de slår og daffer lidt til børnene, vi spørger ind til hvad børnene har gjort og hvorfor de skulle straffes, men da det er så stor en del af deres kultur, kan vi desværre ikke ændre på det, selvom vi meget gerne ville. I fællesskab er Michelle og jeg gode til, at reflekterer over de ubehagelige ting vi oplever. Vi snakker om hvad vi kunne havde gjort, og hvorfor vi tror at care-takersne gør som de gør.
Børnene på børnehjemmet har meget svært ved at føle empati overfor de andre børn, hvis der er noget de bliver sure over, så slår de hinanden. Men det er jo ikke underligt, de er jo vant til at hvis man gør noget forkert så bliver man slået. De lærer jo hvad care-takersne gør, og gør det samme, de er nemlig deres rolle modeller. Når børnene slår hinanden fortæller vi dem at det ikke er iorden, problemet er bare at børnene ikke forstår engelsk, og må bruge vores kropssprog i stedet. Vi prøver at hjælpe børnene med at finde en ting som de kan være fælles om at lege med, hernede er man bare ikke så god til at dele. Så at dele og have empati overfor hinanden, er helt klart noget vi vil arbejde med.
tirsdag den 4. marts 2014
1 måned i Uganda
Nu er der allerede gået 1 måned af mit praktik forløb i Uganda.
Der er nye indtryk der allerede præger ens hverdag, så som påklædningen, hvordan man hilser på hinanden, og ikke mindst deres måde at tænke på i forhold til børneopdragelse.
Det med anderledes børneopdragelse og børnepasning, er noget der er en del af min hverdag nu. Den første uge på st. Philomena Iganga babies home, var meget hård uge og virkelig en øjenåbner for hvordan verden kan være. De såkaldte ''care takers'' har ikke nødvendigvis nogen uddannelse, men er blevet ansat for at passe børnene og pleje dem. Ikke for at styrke børnenes sociale kompetencer. Vi kommer fra en helt anden kultur, hvor der sættes pris på hygiejnen, og at man ikke slår og mobber børn. Hernede ved de ikke særligt meget om hygiejne, børnene får lov til at gå og stå i deres eget tis og lort, hvor Michelle og jeg så forsøger at skifte bukser hver gang. Men meget ofte giver ''care takersne'' dem de våde bukser på igen, når de gør de, føler vi at vores arbejde er spildt, og at de ikke forstår hvorfor vi gør det. Vi prøver nu, at forklarer hvorfor vi gør tingene, så de ikke føler at vi er her for at ''stjæle'' deres børn og lave om på tingene, men at vi faktisk gør det med vores bedste mening.
Vi fandt ud af efter 14 dage at der var en lille dreng på 6 mdr, som slet ikke havde været ude for husets 4 vægge i den tid vi havde været der. Vi har meget fokus på nu, at han skal ud og vi fortæller ''care takersne'' at vi gerne vil tage ham med ud og at vi meget gerne vil lære hvordan vi vasker ham og giver ham tøj på, så ''care takersne'' ikke føler at vi overtager deres arbejde. Vi er begyndt at tage de små spæd børn op i en hjemmelavet gynge, hvor vi svinger dem fra side til side for at stimulerer deres vestibulære sans (balance sansen). Ellers ligger vi meget vægt på at bruge anerkendende pædagogik, så børnene føler sig værdsar som dem de er. Vi ser frem til flere måneder, trods hårde tider, men føler at vi bliver stærkere og har flere ressourcer at gøre godt med.
Der er nye indtryk der allerede præger ens hverdag, så som påklædningen, hvordan man hilser på hinanden, og ikke mindst deres måde at tænke på i forhold til børneopdragelse.
Det med anderledes børneopdragelse og børnepasning, er noget der er en del af min hverdag nu. Den første uge på st. Philomena Iganga babies home, var meget hård uge og virkelig en øjenåbner for hvordan verden kan være. De såkaldte ''care takers'' har ikke nødvendigvis nogen uddannelse, men er blevet ansat for at passe børnene og pleje dem. Ikke for at styrke børnenes sociale kompetencer. Vi kommer fra en helt anden kultur, hvor der sættes pris på hygiejnen, og at man ikke slår og mobber børn. Hernede ved de ikke særligt meget om hygiejne, børnene får lov til at gå og stå i deres eget tis og lort, hvor Michelle og jeg så forsøger at skifte bukser hver gang. Men meget ofte giver ''care takersne'' dem de våde bukser på igen, når de gør de, føler vi at vores arbejde er spildt, og at de ikke forstår hvorfor vi gør det. Vi prøver nu, at forklarer hvorfor vi gør tingene, så de ikke føler at vi er her for at ''stjæle'' deres børn og lave om på tingene, men at vi faktisk gør det med vores bedste mening.
Vi fandt ud af efter 14 dage at der var en lille dreng på 6 mdr, som slet ikke havde været ude for husets 4 vægge i den tid vi havde været der. Vi har meget fokus på nu, at han skal ud og vi fortæller ''care takersne'' at vi gerne vil tage ham med ud og at vi meget gerne vil lære hvordan vi vasker ham og giver ham tøj på, så ''care takersne'' ikke føler at vi overtager deres arbejde. Vi er begyndt at tage de små spæd børn op i en hjemmelavet gynge, hvor vi svinger dem fra side til side for at stimulerer deres vestibulære sans (balance sansen). Ellers ligger vi meget vægt på at bruge anerkendende pædagogik, så børnene føler sig værdsar som dem de er. Vi ser frem til flere måneder, trods hårde tider, men føler at vi bliver stærkere og har flere ressourcer at gøre godt med.
Abonner på:
Opslag (Atom)