Vores Børn

På Iganga Babies Home, er der en masse børn med en barsk fortid, derfor har de alle forskellige behov. Men de har dog alle et fælles behov, og det er kærlighed og anerkendelse.

                                                Her er jeg sammen med Mama (Magaret)
Mama, er psykisksyg, har talebesvær, spiser kun flydende kost, og har sociale vanskeligheder. Hun har en flaske med grus i, som hun slår sig selv i hovedet med, for at få lyd og musik. Hun elsker at rode i vores hår, lyde, musik, film og klappe. Hun er meget taktil anlagt, og søger taktil stimulering. Trods alt dette, er hun et fantastisk barn der har brug for masser af kærlighed!

Børnene er meget omsorgs søgende

 

Alle børnene på børnehjemmet har meget forskellige baggrund, og har derfor forskellige behov. Michelle og jeg ved udmærket godt at vi ikke kan rede problemerne på børnehjemmet, men i den tid vi er der, vil vi gøre vores bedste for at de har en god tid sammen med os.

Gotfred, 2,5 år, lider af vand i hovedet (hydrocephalus).Sygdommen er med til at gøre at Gotfred er senere udviklet. Trods hans 2,5 år kan han stadig ikke gå, hvilket er hans sygdom der hæmmer ham i den fysiske udvikling. Børnehjemmet har to gangstænger hvor han bliver placeret så han kan støtte sig til dem, men Gotfred har gået der så mange gange og finder det ikke længere som en udfordring. Michelle og jeg lader ham gå andre steder, dog hvor han holder os i hænderne. Han er ikke meget for at gå hvis vi kun holder ham i den ene hånd, men vi opmuntre ham, anerkender ham, og viser ham at det ikke er farligt. Da vi kom til børnehjemmet var Gotfred en meget trist dreng, han manglede selvtillid og havde ingen gode erfaringer med at gå. Det hat dog ændret sig en del siden Michelle og jeg kom. Fordi vi arbejder anerkendende med ham, er han blevet en rigtig glad dreng, og vil meget gerne gå især når han er glad og bliver opmuntret i stedet for at blive tvunget til det. De andre børn er også blevet bedre til at inkludere ham i legene, og har fundet ud af at Gotfred har nogle gode værdier.

Så har vi Steven som er meget hyper. Han skal hele tiden stimuleres, og han har ikke styr på sin egen krop, han er slet ikke klar over hvad den kan, og dette bringer ham i nogle ureagerlige situationer. Dette bliver han straffet for, både på børnehjemmet og i skolen.

Jeg prøver at vise Steven hvordan man kan få god opmærksomhed, og det prøver jeg ved at få ham til at slappe mere af. Så jeg stimulerer hans sanser, blandt andet den vestibulære sans og den taktile sans. Jeg prøver at stimulerer han vestibulære sans ved at svinge ham rund, og vende ham på hovedet for at styrke balancen så han ikke falder og snubler over en kridtstreg. Jeg stimulerer den taktile sans ved hjælp af massage, men det var dog lidt svært i starten at få ham til at slappe af, men han er blevet bedre til at slappe af og finde ro når han sidder hos enten Michelle eller jeg.

Brian er en dreng der lever på  "Dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed".

 Han er inderst inde bare en dreng der trænger til at blive set og hørt.
Han stjæler altid fra de andre, selvom han ved det ender med skæld ud og slag. Han provokere bevidst ved at grine af én hvis man prøver at skælde ham ud og han kan finde på at hive tissemanden frem og tisse på dig. Nogle dage er han i det humør hvor der intet skal til at han begynder at græde. Det kan være den mindste ting. I skolen siger han ikke meget, han bliver næsten ikke set. Og på børnehjemmet ligger man kun mærke til ham når han laver ballade. Hvis Brian får skæld ud, står han bare og griner en op i ansigtet, men jeg tænker at det er den eneste form for opmærksomhed han får. Han er virkelig en dreng der savner at blive set og hørt, og det er så hans måde at udtrykke det på. Når han prøver at få opmærksomhed går det ud over de andre børn, han slår og niver dem. Ellers   græder han meget over ingen ting, for at få den opmærksomhed andre får når de græder.  Jeg er blevet meget opmærksom på at Brian skal have ros, når han gør nogle gode ting, så han ved at der også er god opmærksomhed, og det har virkelig hjulpet Brian. Han har selvfølgelig stadig dårlige dage, men nu ved jeg bedre hvordan jeg skal tackle hans svære situation.

Der er rigtig mange børn som er meget usikre på sig selv, og det kan man godt forstå når de er vant til at blive slået, truet, mobbet osv af care-takersne.
Børnene ved udmærket hvad de kan søge hos Michelle og jeg, og de bruger os. Hver gang de er ked af det, hver gang de vil have opmærksomhed, når de vil lege, når de vil have en krammer. Også hver gang Michelle og jeg kommer hjem fra en weekend tur, så kommer børnene løbene i armene på os. Det er virkelig rart at se at vores arbejde med børnene smitter af på dem, vi har nu nogle meget glade børn, som ved at vi er der for deres skyld.

 

Referat af møde med Anja d. 26 Februar

For en måned siden, havde vi et møde på børnehjemmet med vores kontakt person Anja, som bor i byen Jinja, som ligger 45 min fra Iganga.
Dette er et referat af mødet. Og det skal lige siges, at det er en måned siden, så nogen ting er blevet væsentligt nemmere at håndtere.

Besøg Iganga babies home 26-02-14

Møde med Michelle og Katja og Sister Eva - referat Anja Christiansen

 

Jeg har nu været på besøg I Iganga og brugt nogle gode timer samme med Katja og Michelle. Min vurdering er at de pt er et godt stykke ned ad krisekurven. Dette har flere årsager. En af årsagerne er naturligvis kulturforskelle som de andre praktikanter også oplever I forhold til hvordan man håndtere børn fx  når care takers slår børnene dog meget ikke “alvorligt” som vi har set før men alligevel…. De bliver de lige tjattet til når de gør noget forkert.

Det værste er dog at kommunikationen mellem caretakers som er de kvinder der tager sig af børnenes daglige behov overhovedet ikke fungerer. Dette skyldes overvejende at caretakers næsten ikke taler engelsk men også at flere af dem er mere eller mindre analfabeter. Medførerende at der ikke “kun” er en kulturel barriere men også en sproglig og uddannelsesmæssig barriere mellem praktikanterne og deres nærmeste kollegaere. Dette er naturligvis svært at håndtere for Katja og Michelle da det kræver meget overskud som de pt ikke rigtigt har. De føler også at caretakers taler om dem på deres eget sprog også når de er tilstede.

De er heldivis meget glade for at bo på børnehjemmet, får god mad og har et godt forhold til søstrene og lærerene på skolen og ikke mindst børnene som de er rigtig glade for og vis a vis. Oven I den vanskelige arbejdssituation har de også haft nogle andre uheldige oplevelser bla I Jinja hvor de er blevet antastet og intimideret af nogle dumme mænd på begge de hoteller de har boet på. Det ene Bilkon. Jeg har nu forslået at de næste gang bor på TimTon hvor de kan bo på et dobbelt værelse for 30.000. De føler sig heller ikke helt sikre I Iganga hvor der bliver råbt mzunungo efter dem og værre de bliver taget I armene.

 

Løsninger:

• De bliver boende på børnehjemmet. Jeg har stadig en hostfamily I den anden ende af Iganga men da de får fri kl.19 er det ikke tilrådeligt at de hver dag skal tage gennem byen når de I forvejen ikke føler sig sikre..
• Få og simple arbejdsmål formuleres. Mit forslag er at Katja og Michelle I samarbejde med Peter får lavet de arbejdsmål snarest. De beskriver selv deres rolle pt som “lege onkler” men som jeg kan se det gør de dog en hel del mere.    

Kommunikationen mellem caretakers og praktikanterne må og skal forbedres. Jeg har forslået at praktikanterne allierer sig med en lærer eller en søster som de har et godt forhold til og når arbejdsopgaverne er fastlagte videreformidler Katja og Michelle dem til caretakers via en oversætter således at alle ved hvad de skal lave og ikke mindst hvorfor.

 

Det er nok lidt af en udfordring at videreformidle pædagogiske mål til en målgruppe som er mere eller mindre analfabeter men det kan måske også være en del af opgaven? Denne oversætter skulle gerne fortsætte med at hjælpe med at være brobygger. Jeg har forlagt dette for Sister Eva som syntes det er en god ide.

 

• Skypemøde med Peter. Jeg har forslået at I tager et skypemøde frem for udelukkende at kommunikere på FB. Katja og Michelle vil sende nogle punkter de gerne vil diskuttere på forhånd så Peter har noget at forholde sig til.

 

• Jeg har snakket med Sister Eva om de overnævnte problemer omkring at børnene bliver slået, den mangelfulde kommunikation med caretakers og at Katja og Michelle ikke føler sig så sikre I UG. Hun har lovet at være mere opmærksom på om der bliver slået for meget for hårdt men også realistisk I forhold til at det er kulturen her og at det er svært at håndtere mange børn på en gang som jo ikke har en god familie baggrund. Hun fortalt også at hun selv var lige ved at slå et barn for et par dage siden da barnet med en kæp for anden gang begyndte at smadre el-pærere I loftet. Hun vil gerne støtte op om at forbedre kommunikationen mellem caretakers og praktikanter. Hun fremhæver at de er glade for Michelle og Katja og de ting de laver på børnhjemmet og skolen.

 

• Michelle og Katja skal forsøge at bruge de lærere på skolen som de har et godt forhold til noget mere og også snakke mere med søstrene om deres udfordringer I forhold til kommunikation og om at bo I Uganda.

 

• De har brug for en god oplevelse lige nu. Jeg håber at besøget I Kampala og mødet med de andre praktikanter bliver en god oplevelse. I forhold til arbejdet har de et godt forhold til børnene og den lille dreng med vand I hovdet ser meget bedre ud nu.

• Vi har aftalt at de må gerne kontakte mig hvis de har brug for at tale om løst og fast.

 

Hvordan tackler vi problemerne i hverdagen?

Dagene begynder mere og mere at føles som en hver dag, der er kommet faste rutiner på. Alle de indtryk man fik i starten, er begyndt at blive en del af ens hverdag. I starten var vi helt i chok over at børnene ikke brugte bleer, og at de bare fik lov til at rende rundt i deres våde bukser, men i dag har vi fundet vores egen måde at tackle problemet på. Hver gang der er et barn der tisser i bukserne, tager vi bukserne af og skyller dem op og hænger dem ud i skolen, så de kan bruges senere på dagen. På den måde mindsker vi bakterierne, og sparer på vasketøjet.

Så er der de små børn 6 mdr - 2 år, hver gang de laver lort, bliver de vasket af deres care-takers. Vi viser interesse og hjælper med at vaske og give børnene tøj på. De helt små bliver ikke stimuleret og der leges heller ikke med dem. Dem der kan gå, render lidt rundt og leger med de andre børn. Men dem der ikke kan gå eller kravle, sidder på deres flade dagen lang. Michelle og jeg prøver at stimulerer børnene igennem leg, og vi svinger dem fra side til side i et lagen, som er med til at stimulerer deres vestibulære sans (balancen)

Mig sammen med Sulla og Gottfrey

                                                                       Lille Jeske

                                       Grandma sammen med Edwin, som er i huset med de små børn


Hvordan tackler vi at de slår børnene?
For at skåne os selv, vender vi kinden til de svære ting vi oplever, man kan ikke ændre på den måde de gør tingene på, selvom vi rigtig gerne vil præge dem til at have mere fokus på hygiejnen, at være mere omsorgsfuld og være mere bevidst om hvad det enkelte barn har behov for. Vi ignorer ikke at de slår og daffer lidt til børnene, vi spørger ind til hvad børnene har gjort og hvorfor de skulle straffes, men da det er så stor en del af deres kultur, kan vi desværre ikke ændre på det, selvom vi meget gerne ville. I fællesskab er Michelle og jeg gode til, at reflekterer over de ubehagelige ting vi oplever. Vi snakker om hvad vi kunne havde gjort, og hvorfor vi tror at care-takersne gør som de gør.

Børnene på børnehjemmet har meget svært ved at føle empati overfor de andre børn, hvis der er noget de bliver sure over, så slår de hinanden. Men det er jo ikke underligt, de er jo vant til at hvis man gør noget forkert så bliver man slået. De lærer jo hvad care-takersne gør, og gør det samme, de er nemlig deres rolle modeller. Når børnene slår hinanden fortæller vi dem at det ikke er iorden, problemet er bare at børnene ikke forstår engelsk, og må bruge vores kropssprog i stedet. Vi prøver at hjælpe børnene med at finde en ting som de kan være fælles om at lege med, hernede er man bare ikke så god til at dele. Så at dele og have empati overfor hinanden, er helt klart noget vi vil arbejde med.

1 måned i Uganda

Nu er der allerede gået 1 måned af mit praktik forløb i Uganda.
Der er nye indtryk der allerede præger ens hverdag, så som påklædningen, hvordan man hilser på hinanden, og ikke mindst deres måde at tænke på i forhold til børneopdragelse.
Det med anderledes børneopdragelse og børnepasning, er noget der er en del af min hverdag nu. Den første uge på st. Philomena Iganga babies home, var meget hård uge og virkelig en øjenåbner for hvordan verden kan være. De såkaldte ''care takers'' har ikke nødvendigvis nogen uddannelse, men er blevet ansat for at passe børnene og pleje dem. Ikke for at styrke børnenes sociale kompetencer. Vi kommer fra en helt anden kultur, hvor der sættes pris på hygiejnen, og at man ikke slår og mobber børn. Hernede ved de ikke særligt meget om hygiejne, børnene får lov til at gå og stå i deres eget tis og lort, hvor Michelle og jeg så forsøger at skifte bukser hver gang. Men meget ofte giver ''care takersne'' dem de våde bukser på igen, når de gør de, føler vi at vores arbejde er spildt, og at de ikke forstår hvorfor vi gør det. Vi prøver nu, at forklarer hvorfor vi gør tingene, så de ikke føler at vi er her for at ''stjæle'' deres børn og lave om på tingene, men at vi faktisk gør det med vores bedste mening.
Vi fandt ud af efter 14 dage at der var en lille dreng på 6 mdr, som slet ikke havde været ude for husets 4 vægge i den tid vi havde været der. Vi har meget fokus på nu, at han skal ud og vi fortæller ''care takersne'' at vi gerne vil tage ham med ud og at vi meget gerne vil lære hvordan vi vasker ham og giver ham tøj på, så ''care takersne'' ikke føler at vi overtager deres arbejde. Vi er begyndt at tage de små spæd børn op i en hjemmelavet gynge, hvor vi svinger dem fra side til side for at stimulerer deres vestibulære sans (balance sansen). Ellers ligger vi meget vægt på at bruge anerkendende pædagogik, så børnene føler sig værdsar som dem de er. Vi ser frem til flere måneder, trods hårde tider, men føler at vi bliver stærkere og har flere ressourcer at gøre godt med.